Gode MP-historier.

    Denne side er sidst opdateret

Læs de utrolige MP-historier!

[Hvem er han ham MP'eren?]

[Soloflyvning] [Et kedeligt uheld] [Kongelig eskorte]

[MP-foreningen har sin andel] [MP-oversergent på officersskole]


Hvem og hvad er han ham MP'eren?
Teksten stammer fra MP-skolen 1974.

"MP i eren"
(Oversat fra "Military Police Journal, JAN 1963)

Uanset hvad du end har hørt om MP'eren, så har han alligevel ikke isvand i blodårerne. Han har heller ikke et hjerte af sten, øjne i nakken eller et horn i siden på sine medmennesker.

MP'eren er bagtalt, rakket ned, ignoreret og misforstået. Du møder ham overalt, særlig når du ikke ønsker det. Han kører i bil eller på motorcykel, og når han ikke kører rundt, så går han. Han går i sne, slud, hagl, blæst, regn og i bagende sol. Han går på asfalt, i græs, mudder, vand og på is og ømme fødder.

Når han ikke kører eller går, så står han. Han står æresvagt, skildvagt og ret. Når han ikke kører, går eller står, så gør han honnør for flaget, for officerer, for gæster og for biler (bare for ikke at overse nogen).

Det kræves af en MP'er, at han besidder Salomons viden, Jobs tålmodighed, Samsons styrke, diplomatens takt, dommerens retskaffenhed og manerer som en danselærer.
Når han udfører sit arbejde godt, er der ingen der lægger mærke til ham. Hvis han derimod kludrer i det, så opdager alle det.

Indberetter han dig er han et bæst, indberetter han andre gør han bare sin pligt.
Sinker han dig ved adgangskontrollen er han en plage, men når han stopper andre, så er han virkelig på tæerne.

Griber han dit barn i at slå kvarterets gadelygter i stykker er han en tyran, som slår ned på uskyldige børn. Tager han sig derimod af naboens børn, så skulle han have gjort det for længe siden.

Noget af det første en MP'er erfarer er, at han ikke kan behage alle. Der er dage, hvor han spekulerer på, hvorfor han ikke valgte et andet job, eller hvor han sværger, at han aldrig vil forlænge sin kontrakt, men hører han, at der er en forfremmelse i vente, finder han en bedre måde at gejle sine støvler på, eller sker det, at en eller anden takker ham for noget, så har han straks genvundet sit gode humør.

"Soloflyvning"MP-Skolen, Lundtofte Flyveplads 1947 af Erik Løvenvig.

Lundtoftelejren, som den hed den gang, var jo oprindelig en sportsflyveplads og blev stadig benyttet til formålet, da vi fra hold 1 den 8.marts frekventerede den første Militærpolitiskole i Danmark for at blive uddannet til tjenesten ved Den Danske Brigade i Tyskland.

De små maskiner opbevaredes i derværende hangarer og da vi havde haft en masse sne lå der stadig store bunker foran hangarens porte, hvorfor sportsflyverne ikke kunne få deres maskiner ud ved egen hjælp. De havde derfor henvendt sig til skolechefen, Kaptajn Høed, der fandt på råd.
Vi blev kommanderet ud til hangaren og fik ordre til at stille os op under maskinernes vinger, så mange vi nu kunne stå ved siden af hinanden, lægge håndfladerne på vingernes underside og strække armene op på en given kommando, hvorved vi løftede hele maskinen op. Derefter: Fremad march ud gennem snebunkerne.
Maskinerne kom på denne måde ud på græsset og kunne så klare sig selv. Vi var selvsagt vante til, at der hele tiden startede og landede maskiner og tog os ikke særlig meget af en start, der forgik under vores middagspause, hvor alle var samlet i spisesalen.

Vi vågnede dog noget op til dåd, da vi hørte et temmelig stort brag og vi for ud, for at se, hvad der foregik. Fly
Helt nede i den fjerneste ende af pladsen så vi en lille maskine stå på jorden, dog med halepartiet lige ret op i luften og blev klar over, ar der vist var sket noget. Vi havde da godt hørt motorlarmen hen over spisebarakken, men som sagt, det var hverdagskost.
Vi løb ned til den forulykkede maskine med bankende hjerter, for hvad var der nu sket med piloten?
Der var ingen pilot at se til vores store undren, men pludselig fik nogen øje på ham. Han lå på maven midt på pladsen og rørte sig ikke. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at han var delvis ved bevidsthed og vi fik ham båret op til barakken. Han havde blot en stor bule i nakken og fejlede ellers intet.
Hans pilotkammerater var kommet til stede og et par af dem havde set, hvad der virkelig var sket.

Den uheldige pilot var landet efter en mindre tur og skulle nu på vingerne igen. Han  havde derfor stillet sig foran maskinen og givet propellen den obligatoriske igangdrejning, men havde af en eller anden grund ikke fået gashåndtaget sat på "Start" men i stedet for på "Fuld gas".
Maskinens motor  startede villigt og fik i løbet af nogle sekunder fulde omdrejninger, der bevirkede, at maskinen rullede af sted med stigende fart. Piloten forsøgte nu at hale sig op i maskinen, hvilket 
mislykkedes, hvorfor han måtte slippe og falde på maven hen ad jorden. Han blev herunder ramt i nakken af haleplanet og blev rent slået ud.
Det værste var, at den føreløse flyvemaskine nu havde så megen fart på, at den lettede og fløj en hel runde i lav højde over pladsen (Det var det motordrøn vi hørte i spisesalen), men så kunne den ikke klare mere og stallede, hvorpå den stak næsen direkte ned i den danske muld. 
Hvis den havde været startet fra den anden ende af flyvepladsen havde den måske stukket næsen direkte ned i vores spisebarak. Og følgerne heraf vil jeg nødig tænke på.

Til toppen af siden

Et kedeligt uheld på MP-skolen, Høveltegaard 1948 af Erik Løvenvig.

Efter at være blevet udnævnt til Sergent i november 1947 sammen med tre kammerater, blev vi tilkommanderet MP-skolen i Danmark for der at fungere som lærere for hold 3.

I det tidlige forår 1948 stod der en dag "kolonnekørsel i Nordsjælland - lærer: SG E.Løvenvig.
Jeg havde lagt en rute, der gik gennem Fredensborg, Hillerød, Slangerup o.s.v. og fra morgenstunden var vi klar til afmarch med et hold på 15 -20 motorcykler samt en Truck 3/4 t lastvogn) med  nogle menige og korporaler, hvis motorcykler ikke var køreklare, reservebenzin og frokostration. Trucken førtes af en menig og vores depotsergent Rasmussen var passager. Selv kørte jeg på motorcykel for på den måde bedre at kunne bevæge mig rundt om kolonnen og få dirigeret folk frem til afspærring af tværveje m.m.

Da vi kørte ind i Fredensborg, var jeg fremme i teten for at sende et par mand frem til afspærring af den tværgående hovedgade. Der kom pludselig  en af MP-eleverne drønende frem til mig og råbte: "Trucken er væltet!" Jeg vendte lynsnart rundt og kørte de få hundrede meter tilbage, hvor kollonnen var standset og så,  trucken ligge med hjulene i vejret i en lille skovstrækning, der fandtes der, og et  et par af eleverne, der vaklede rundt i krattet.

Jeg smed min motorcykel på grøftekanten og løb ned til Trucken, hvor SG Rasmussen sad i skovbunden og  virrede med hovedet, men han var ellers sluppet med et par skrammer. Jeg fik ham på højkant, idet jeg havde set, at en af eleverne var kommet i klemme under truckens pressenningstativ og var uden bevidsthed. Et par andre klagede sig, men var dog ikke i klemme. Jeg beordrede dem hurtigt ud af vognen, som de dog  skulle have lidt hjælp til, men det gik ret hurtigt.
Smadret truckSG Rasmussen og jeg tog fat i truckens ladkant i den ene hjørne,og  samtidig med at jeg bordrede et par af eleverne til at trække deres kammerat fri, løftede vi vognen så meget, det var nødvendigt.
Der var allerede sendt en mand til en telefon for at tilkalde ambulancehjælp, som ankom meget kort tid efter. Tillige blev skolen kontaktet og underrettet, så der kunne sendes ny vogn til afhentning af 
de folk, der ikke kørte med ambulancen. Der var dog ingen alvorlige skader, men selvfølgelig mange grove knubs og nogle grimme rifter.
Vi fortsatte turen, men den blev dog afkortet på grund af at hjemkørselstidpunktet var blevet noget forskudt.

Hjemkommen til skolen meldte jeg mig hos chefen, Kaptajn Høed og aflagde rapport og fik samtidig ordre til selv at skrive uheldsrapporten.
Jeg kontaktede hospitalet i Hillerød og fik at vide, at den tilskadekomne elev var overført til Rigshospitalet på grund af nogle svære kranieskader og at han stadig var bevidstløs.

Jeg ventede derfor et par dage og henvendte mig på Rigshospitalet, hvor jeg fik at vide, at eleven stadig var i koma, men så vidt man skønnede uden for livsfare.

Han lå i koma i meget lang tid og var endnu ikke kommet over uheldet, da vi ca. et par måneder senere afgik til  Tyskland.
Eleven, der kom så slemt til skade var  KP Palle Svalberg, der efter et meget langt sygdomsforløb atter vendte tilbage til MP-skolen på hold 5, men kom så vidt jeg husker til grænsepolitiet.

KP Svalberg døde den 12 februar 1990. Noget, jeg husker helt klar om KP Svalberg var hans erhverv: Han var pudderblander.

Efter at Trucken var blevet afhentet og bragt tilbage til skolen forsøgte SG Rasmussen og jeg at løfte i den, men kunne ikke bevæge den så meget som en cm. Det må have haft noget at gøre med Adrenalinen.

For mig personligt betød denne kedelige hændelse en god øvelse i at skrive en detailleret rapport med mange afhøringer af vidner og undersøgelse af mange forskellige forhold. Jeg fik herigennem også opklaret årsagen til Uheldet. Den menige motorvognsfører forklarede, at speederen havde sat sig fast, da han ville give mellemgas for at gå ned i gear (Der var dengang ikke syncromesh i militære køretøjers gearkasser.) ,og at han havde bukket sig ned for at trække den fri, idet vognen accelererede kraftigt. Han havde derunder mistet kontakten med vejbanen foran og havde ramt kantstenen, hvilket bevirkede, at han mistede herredømmet. Det havde været bedre om han havde koblet ud og bremset samt slukket for tændingen, men det er altid let at kigge i bakspejlet.

Til toppen af siden

Kongelig Eskorte, Fyn 1951 af Erik Løvenvig.

Under vintermanøvren i Danmark på Fyn havde H.M Kong Frederik IX meddelt sin inspektion og Majestæten skulle eskorteres af Militærpolitiet rundt i øvelsesområdet. Denne opgave blev betragtet som værende i overkanten af, hvad man kunne forlange af de forholdsvis nye elever på MP-skolen, som i øvrigt skulle deltage med andre eskorteringer samt vejregulering.

Militærpolitiet ved Det Danske Kommando fik overdraget opgaven og valget faldt på NK/MP (E.Løvenvig), som var ret erfaren i denne særlige disciplin.

Jeg afgik derfor til aftalt tid fra Itzehoe i velpudset jeep med chauffør og tillige 6 af vore bedste motorcyklister med Tommerup station som mål. 

Kongens chauffør, Hinricks, kom med en af kongehusets store flotte dollargrin, og vi tog opstilling med to forryttere,  jeep,en og to MPMC umiddelbart foran kongens vogn og to MPMC bag et par efterfølgende stabsvogne. Jeg bemærkede, at Kongen havde byttet plads med chaufføren og ville altså selv køre. På bagsædet i kongens vogn sad General Bennicke. Jeg vendte mig halvt om og gav klartegn (oprakt arm med knyttet hånd) og straks lænede kongen sig helt ud af vinduet og gentog klartegnet som kvittering for modtagelse. Marchhastigheden var sat til 60km/t, hvilket var galt nok, da det var meget sneglat på vejene. Jeg så flere gange den store vogn slingre faretruende, men blev straks igen rettet op. Kongen var en habil chauffør, måtte jeg konstatere. Vi nåede til frokosttid og maden skulle indtages hos en derværende skovridder. Vi blev kongeligt beværtet i køkkenet sammen med kongens og de øvrige chauffører. Jeg talte med kongens chauffør, Hinricks, og spurgte ham bl.a. om den slingrende vogn. Han grinede meget og fortalte, at det var noget Majestæten gjorde med vilje for at drille General Bennicke der  var rædselsslagen for disse manøvrer. Men han turde jo ikke beklage sig over kongens kørsel.

Til toppen af siden

MP-foreningen har sin store andel. DRB 1960 af Erik Løvenvig.

Sådan skrev Militærpolitiets første chef, Oberstløjtnant S.Høed til DRB i 1960 i forbindelse med at han fortalte en af sine mange små historier, samtidig med at han lykønskede MP-foreningen ,med 10-års jubilæet.
"Det er altid en fornøjelse at følge væksten, når man har være med til at lægge et frø i jorden, og man glæder sig, når det vokser op, er smukt. Jeg har oplevet en sådan glæde.
I det tidlige forår 1947 blev den spæde spire til MP lagt i Lundtoftelejren. Vi kendte nok herhjemme begrebet feltgendarmeri, men militærpoliti var noget helt nyt for os. I de allierede hære var militærpoliti imidlertid en fast institution, og da vi fra 1947 skulle deltage i besættelsen af Tyskland var det da også et bestemt krav fra de allieredes side, at der i besættelsesstyrken skulle indgå et militærpoliti. Derfor blev MP oprettet. Det vil føre alt for vidt at give detailleret beretning om MP,s tilblivelse. "Det er en helt anden historie" - som Kipling siger -  og jeg skal da her blot løfte sløret for en lille episode, som kom til at spille en betydningsfuld rolle.

Under det planlæggende arbejde i forbindelse med oprettelsen af MP, havde jeg en dag en samtale med den daværende chef for hærens efterretningssektion, Oberst E.Nordentoft, hvorunder MP 
dengang hørte. Obersten fortalte mig, at han lige havde været på et tjenstligt besøg i M√ľnchen, hvorunder han havde overværet et stort militært idrætsstævne.
Da tilskuerne forlod stævnet, bemærkede han, at alle uden hensyn til grad fik påfaldende travlt med at få huen på og i øvrigt bringe påklædningen i reglementeret stand. Da obersten kom udenfor idrætsanlægget, blev han klar over grunden  --  der var posteret 2 MP-ere her.                        

Det er indlysende, at disse to MP-ere kunne løse deres opgave i kraft af den respekt, de nød, og denne respekt kunne ikke skyldes deres militære grad, men:
1. en almindelig anerkendelse af deres faglige dygtighed.
2. deres rolige, sikre og absolut korrekte optræden.
3. deres i  enhver henseende ulastelige påklædning
Disse to ukendte MP-ere kom til at stå som et forbillede for dansk Militærpoliti.

Siden da har MP undergået en rivende udvikling, en udvikling jeg, som MP-skolens første chef har fulgt med største interesse.
Overalt omtales MP med respekt for sin dygtighed og sin korrekte optræden og enhver, der har forrettet tjeneste ved MP, har krav på sin del af æren herfor.

MP-foreningen kan med rette kræve en stor del, fordi den ved sit arbejde har ydet  en betydelig hjælp til at skabe korpsånd indenfor MP og til at holde traditionerne i hævd.
Foruden denne opgave har MP-foreningen nu i en årrække på udmærket måde løst opgaven som samlingssted for tidligere MP-ere og den indsats, der er præsteret på dette område, er enestående.
Jeg hilser MP-foreningen og ønsker hjertelig tillykke med 10-årsjubilæet og alt godt i fremtiden." 

S.Høed.

Til toppen af siden

" MP-Oversergent på Frederiksberg Slot", 1954 (Også en slags MP-oplevelse) af Erik Løvenvig.

Jeg har spekuleret meget over dette, men er kommet frem til den beslutning, at det er en god historie og den kan vel næppe skade nogen.

Da jeg som OS/NK ved Militærpolitiet Det danske Kommando i Tyskland  (Itzehoe) en aften var til fest i "Damemessen",stod jeg ved baren og kom tilfældigt til at overhøre en samtale mellem to af de andre gæster. Samtalen drejede sig om min chef kaptajn E.A.Poulsen, som ikke var til stede.
Der blev udtalt forskellige nedsættende bemærkninger om kaptajnen i retning af, at han ikke var sit job værdig på grund af sin letkøbte uddannelse osv. osv.
Da jeg havde hørt tilstrækkeligt, præsenterede jeg mig for de to herrer og meddelte dem, at jeg naturligvis som NK under kaptajn Poulsen ikke kunne lade sådanne nedværdigende bemærkninger passere upåtalt, og at jeg ville underrette min chef om bemærkningerne.
Det gjorde jeg og det resulterede i at den ene af de omtalte, en kaptajn næste dag blev kaldt til chefen for Kommandoet, Oberst Bjerregaard, og tildelt en irettesættelse for nedværdigende omtale af MP-chefen.

I 1952 søgte jeg og blev optaget på Forsvarsgymnasiet pa Frederiksberg Slot med videre uddannelse på Forsvarsakademiet for øje. Der var blot den betingelse, at jeg forinden skulle forrette geledtjeneste ved mit stamregiment - Sjællandske Ingeniørregiment - i 6 måneder.

Jeg stillede på Slottet i 1953 og jeg husker, at den derværende "Skoleofficer af Fodfolket" i sin velkomsttale lagde stærkt vægt på, at vi havde meldt os frivilligt, og at der ikke var nogen, der havde sendt bud efter os.
Han fik pludselig øje på mig og udtalte, at vi var gamle kendinge (ikke venner) fra Tyskland og han betvivlede, at jeg ville blive "gammel på skolen".
Han fik ret!!!!! - Han var en nær ven af førnævnte gæst i "Damemessen" i Itzehoe.

Undervisningen startede kl. 7000 med morgenparade i gården, hvor påklædning, barbering m.v. blev grundigt efterset af inspektionsofficererne. Det viste sig, at også her havde jeg et par gamle "Bekendte".
I min tid som stationsleder ved station 2 i Aurich ved Den danske Brigade i Tyskland havde jeg fat i en kornet og påtalte hans manglende livrem m.v. og sendte ham i løb tilbage til kasernen for derefter at melde sig på den nærliggende Militærpolitistation til eftersyn, inden han igen bevægede sig ned i byen. Han sagde selvfølgelig: "Javel. Hr. Oversergent"og kom af sted.

Han var minsandten i mellemtiden blevet Premierløjtnant og tillige inspektionsofficer på Slottet. Vi udvekslede ikke venligheder om gensynet, men han spurgte i en særdeles hånlig 
tone om "Jeg havde mindreværdskomplekser".  "Ikke forstået -  Hr. Premierløjtnant!" - Han fortalte mig derefter, at min slipsknude var for lille og at jeg var indberettet.
Jeg stillede på kontoret hos skoleofficeren og fik en balle samt et lille rødt kryds i bogen.
Nogle dage senere var det galt med ærmeopslaget. Når man havde oprullede ærmer skulle opslaget være 6 (seks) cm. Ikke 5.5 eller 6,5, men 6 cm.
Mit var selvfølgelig ikke nøjagtigt nok, selv om jeg under min tjeneste ved MP godt vidste, hvordan, man skulle gå klædt, men nej - det var ikke godt nok. Atter en lille tur på kontoret og 
atter en balle og lille kryds.

Nu skal det for retfærds skyld siges, at det ikke var mig alene, men jeg var som regel med i det uheldige selskab.

Vi havde en dejlig kantine, hvor man kunne få sig en kop kaffe og lignende, hvilket jeg også gjorde. Inspektionsofficererne fulgte også her med i, hvad der foregik.
Jeg sad afslappet ved et bord fik kaffe og røg en cigaret. Stolen stod lidt skævt for bordet, så kunne jeg bedre strække benene uden at sparke nogen under bordet. Inspektionsofficeren,
en kaptajnløjtnant, kom ind og manden nærmest døren råbte som sig hør og bør: "Give agt".

Kaptajnen afgav komandoen :"Fortsæt", som også var korrekt og stilede hen imod min plads.
Ankommet sagde han "Sæt Dem ordentligt ved bordet, oversergent!" - "Javel, Hr. Kaptajnløjtnant" var mit svar, hvorefter jeg rettede stolen ind, så den stod vinkelret på bordet. 
Jeg mente herefter, at det var i orden, men nej:"Skal De ikke rejse Dem, når De bliver tiltalt ?". "Nej, Hr. Kaptajnløjtnant, det er en hvilepause, og der er kommanderet Giv agt".

Sådan havde jeg lært det fra tjenestereglementet, men det gjalt altså ikke nu, og jeg måtte op at stå og klappe hælene sammen, mens jeg fik at vide, at jeg var indberettet. Nå, -  jeg kendte jo ruten til kontoret. 

Lærerne på skolen var alle ligestillet med en Oberstløjtnant, hvilket betød, at der skulle "Rettes Front". når en sådan passerede. Det var også i orden, men da en af lærerne for tredie gang en morgen hilste med hatten på hovedet og piben i munden stred det mod min gennem så mange år indpodede militære anstand, at jeg ikke rettede mig op. På lærerens forespørgsel meddelte jeg ham, at jeg ifølge tjenestereglementet havde krav på at blive genhilst, og at noget sådant ikke kunne foregå med hatten på hovedet og piben i munden. Resultat : Det kan vi vist godt springe over!.

Der var selvfølgelig forskellige diciplinarmidler, der blev taget i brug, hvis man havde forset sig. Blandt andet var det bombesikkert, at kom man for sent, betød det: Ned på kontoret,
balle og kryds. Man kunne på den måde let spare sammen til en Weekend-vagt på Slottet, så der var noget at se hen til.
Jeg kom vist ikke for sent ret mange gange, men en dag hørte jeg, at en af mine kammerater havde opsporet, at da sygdom var hver mands herre, hvorfor dette altså ikke talte med på opsparingen til en vagt. Derfor var der sjældent nogen, der kom for sent. Man meldte sig simpelthen syg. Når man næste dag igen troppede op, skulle man selvfølgelig fremstille sig for skoleofficeren og kort og præcist meddele grad, navn og hvad, man havde fejlet samt hvor længe det havde varet. Det var ofte morsomt at høre de enkelte meldinger : Sgt. P.Andersen, lungebetændelse, 1 dag. Ljt. F.Frederiksen, brækket ben, 2 dage.

Når man havde sparet sammen til en vagt eller en "Omstilling", som der også kunne være tale om, stillede man i udgangsuniform 1923 - velbarberet og pudset. Det har jeg også prøvet en gang.
Vi stillede på Slottet lørdag morgen kl. 0700. Lørdag var ellers fridag. Vagthavende officer inspicerede de 10 eller 12, der havde tjent denne ære, trådte tilbage og udtalte:" De Herres påklædning lader noget tilbage at ønske, men lad nu gå for denne gang:Træd af!"
Alle trådte af, nej ikke alle. Jeg blev stående og på Kaptajnløjtnantens forespørgsel om årsagen, meddelte jeg ham, at jeg ønskede at klage, idet jeg fandt, at han havde gjort sig skyldig i "Myndighedes-ikke-brug", idet det var hans pligt at indberette unøjagtigheder til sin chef og 
ikke selv spille "rar mand". Altsammen ifølge tjenestereglementet.
Kaptajnløjtnanten var ikke enig og resultatet - jah.

Nå, der var selvfølgelig også mere morsomme tildragelser.
Vore lærere var såmænd til daglig meget skikkelige, men det var ikke altid let at føje dem. I hvert fald matematiklæreren, som ikke anså lektiestykker eller lignende som værende rigtige, hvis de ikke blev gennemgået på hans facon. Selv havde jeg det ikke let med matematik, idet det næsten var gået i glemmebogen. Jeg var jo lidt ældre en mange af mine kammerater, hvoraf nogle endda havde Kemilæreren var professor i kemi, hvilket var noget, der flød ud af ærmet på ham, blot evnede han ikke at lære fra sig. Han gik under navnet "Fader" og kaldte os for "mider" og meget mere.
Han gav sjældent under MG-minus og fortalte os, at han havde været til skideballe hos obersten, fordi vores stade var for dårligt. Det er jo også en måde at redde skindet på.

Meget festlig var vores lærer i Oldtidskundskab, der startede sine timer med straks efter at være kommet ind ad døren at brøle, idet han pegede på en af os:  "Hvad var der i begyndelsen?" - svaret  skulle være:"Kaos" og derefter fløj følgende spørgsmål ind i klassen: "Og hvad kom der så?"
Svar: "Kosmos" - "Tak, De er en dygtig dicibel!"

Engelsklæreren, - ham med hat og pibe under hilsen - var meget speciel. Han kunne finde på, at bede en af eleverne, der sad ved vinduet om at trække for :"Jeg gider ikke se så langt".

Der gik rygter om, at han en gang havde forsøgt at skrive på tavlen, idet han lænede sig bagud med stolen og begyndte at 
at skrive baglæns. Herunder knækkede kridtet, hvorefter han udtalte:"Så kan det også være lige meget!"

"Skærvecharles" kaldtes geologilæreren. Han havde en gang fået en stor rød rubin af en eller anden prins i østen og han talte en del om den. Det lykkedes også at få ham til at medbringe den og fremvise sin skat. Jeg må tilstå, at den var stor, næsten som et hønseæg.
Vi havde i disse timer af og til udrykning til kalkværket ved Faxe og lærte en masse om forsteninger osv. Meget interessant almenviden, som de fleste interesserede sig for.

Dansk var selvfølgelig et vigtigt fag. Læreren havde en hobby og den hed "Guldhornene" - "De higer og søger ......". Det var et facinerende digt, men det skulle tolkes og det brugte vi næsten halvandet år til. Resten måtte vi selv læse igennem uden videre forklaring.

Når der var forskellige timer i praktik var det næsten altid noget, der skulle foregå efter normal skoletid, hvilket betød, at jeg for mit vedkommende ikke kunne være hjemme før kl. 1900.
og da jeg skulle med toget kl. 0512 om morgenen, var der ikke meget tid til lektielæsning og diverse opgaver.

Jeg var tillige efter indhentet tilladelse fra skolechefen blevet gift i mellemtiden.

Det var f.eks således, at der af og til var tvungen skydning, som ville give de nævnte 
besværligheder.
Der SKULLE  skydes, og skiverne skulle afleveres til vagthavendes kontor.
Resultatet blev det, der kaldtes "Blyantsskydninger". Med en spids blyant gennemboredes 
skiven forskellige steder svarende til de afgivne skud. Hullet udvidedes derefter med en fed kuglepen og fik kaliber 9 mm. Det var faktisk ikke til at se forskel. Mine skydninger var ikke særlig gode, men jeg har dog et lille askebæger, der er forsynet med skolens våben og påskriften 32.præmie - ha!

Jeg fik aldrig sparet sammen til en week-endvagt og jeg fik heller ikke flere omstillinger, men guderne skal vide, at jeg lærte skoleofficerens kontor at kende indvendig fra.

Jeg var blevet vejet og fundet for let - 6 års tjeneste ved Militærpolitiet havde sat sit spor på såvel min militære som min civile adfærd. Jeg havde, som det blev udtalt af skoleofficeren, svært ved at indordne mig. Han talte ikke noget om, hvad det var, jeg skulle indordne mig under. Han meddelte 
mig tillige, at han havde indstillet til ministeriet, at jeg skulle afgå fra skolen, hvilket skulle ske ca. en måned senere.
Jeg skulle tillige ikke deltage i undervisningen, men være til stede.

Da jeg havde prøvet det i 8 dage gik jeg til skoleofficeren og bad om to dages tjenestefrihed, hvilket jeg fik. 
Nogle dage senere fik jeg tre dages tjenestefrihed.
Ca. 14 dage efter bad jeg om 4 dages tjenestefrihed, hvilket jeg også til min forbavselse fik.
Da jeg kort tid efter skulle tage afsked med skoleofficeren,  spurgte han mig om jeg ellers havde noget at bemærke. Det havde jeg. Jeg fortalte ham, at han, som nu var oberstløjtnant, kun havde beføjelse til at tildele mig tre dages tjenestefrihed.
Vi talte faktisk ikke mere om det.

Da "Kundgørelse for Forsvaret" forelå med angivelse af min afgangsdato, gik jeg så for sidste gang ned ad Frederiksberg Bakke. Måske lidt vemodig på grund af, at det ikke  var lykkedes for mig at blive officer, men da jeg dagen efter meldte mig tilbage til mit regiment og fik at vide, at generalinspektøren for Ingeniørtropperne samt regimentchefen havde forsøgt at få ændret ministeriets afgørelse, idet de fandt det urimligt, at de, der havde anbefalet mig til uddannelsen og havde kendt mig i over 12 år skulle tilsidesættes af en skolechef, som kun havde kendt mig i halvandet år og kun overfladisk.
Ministeriet ændrede selvfølgelig ikke sin indstilling. Det ville have krævet for meget.

Regimentchefen kaldte mig på kontoret og spurgte mig om jeg ville have fortsat frivillig tjeneste, hvilket jeg selvfølgelig  sagde ja til. Derefter blev jeg sendt på motorskole og uddannet som 
kørelærer og derefter gik det slag i slag med uddannelse og et fantastisk liv ved Sjællandske Ingeniørregimemt og Ingeniørskolen. Det var som om man ville gøre alt det gode for mig på grund af den tort, jeg havde oplevet.

Faktisk blev jeg rigtig glad for, at jeg blev lænset ud af Slottet, fordi jeg som oversergent fik et liv i hæren, som jeg ikke tror var blevet mig til del som officer, men det kan man da kun skønne om.
Jeg forlod regimentet i 1960 efter næsten 15 års tjeneste.

Til toppen af siden