Lokalforening Sønderjylland

    Denne side er sidst opdateret 20-03-12

Hvad er der sket i lokalforening Sønderjylland?

Besøg i Statsfængslet Renbæk torsdag 20. maj 2010

MP-Foreningen Sønderjylland havde arrangeret en familieudflugt til det åbne Statsfængsel Renbæk ved Skærbæk. Der var mødt en del MP kammerater med ægtefæller op på parkeringspladsen, hvor vi blev modtaget af Per Bentzon. Han er uddannet kriminolog, og er den daglige leder af fængslet.

Træ- og smedeværkstedet
Vi fik en spændende rundvisning på fængslets område. Vi startede med at se deres snedkerværksted, hvor fangerne producerede lamelbunde til senge. Brædderne fik de hjem fra Kina. På værkstedet borede de 2 huller i brædderne og efterfølgende samlede de bundene ved at sætte gummilister på lamellerne. De havde yderligere en produktion, som det eneste sted i Danmark, de producerede træ lejer til tromler. Den maskine der kunne udføre opgaven var den eneste der var tilbage herhjemme.
Efterfølgende blev vi vist ind i en ny tilbygning til deres smedeværksted. Hele bygningsværket blev opført af fangerne selv. Det var et flot byggeri, som de godt kunne være stolte af.

Landbruget
Statsfængslet i Renbæk er den næststørste leverandør af økologisk mælk til Arla. De har 100 køer plus opdræt. Der blev bygget nye moderne stalde, hvor køerne kunne gå frit ud og ind. Som noget helt nyt så skulle køerne til at ligge i sand i stedet for den gammeldags strøelse. Per Bentzon beklagede at de ikke kunne have flere køer, men de havde ikke jord nok til en større produktion.

Til toppen af siden

Efter rundvisningen blev vi inviteret på kaffe og brød. Her fortalte Per Bentzon om fangerne og de forhold de levede under. Han gav en generel beskrivelse af, hvilke typer mennesker der kom i fængslet. Halvtreds procent af fangerne var gengangere. Der var alle typer af forbrydelser anbragt her. Personalet så ikke på, hvad fangerne var straffet for, men hvor længe de skulle være anbragt. Det var fra 3 måneder op til 8 år. Denne tidsperiode var afgørende for, hvilket program de skulle igennem, skolegang, arbejde m.v.
Alle fangerne skulle på arbejde hver dag, hvis de ikke var syge. Han kunne med en vis stolthed fortælle at 75% af fangerne mødte på arbejde hver dag. De skulle selv sørge for madlavningen. Fangerne fik et beløb på 51 kr. om dagen. For disse penge skulle de selv holde sig ved kost. Maden købte de i købmandsbutikken og skulle selv tilberede deres varme mad og smøre deres madpakker, hvad de nu havde lyst til. Vi fik et rigtig godt billede af fangernes hverdag. 
På spørgsmålet om der var problemer med hensyn til stoffer, svarede Per Bentzon klart ja. Fangernes områder blev jævnligt undersøgt for stoffer. Fandt man noget, og det gjorde man hver gang, så blev det konfiskeret og fangen fik en tillægs dom for at være i besiddelse af stoffer.
Det var et problem, men det var ikke fængslets opgave at tage sig af dette problem. Det var der andre, der måtte tage sig af. Her skulle de skulle sørge for at fangerne var beskæftiget, enten ved skolegang eller arbejde, eller begge dele, så længe de var anbragt i fængslet.

Det blev til en generel debat om hvor meget straf hjalp. Per Bentzon har engang sagt: "Mennesket bliver ikke bedre af straf, men det giver en bedre følelse hos den forurettede".


Karl Petersen og Per Bentzon diskuterer rygestop.

Efter aftenens foredrag gik vi nok alle hjem med en noget ændret holdning til straf og strafudmålinger. Per Bentzon formåede virkelig, med sit foredrag at åbne vore øjne for nogle helt andre synspunkter i forhold til, hvad straf hjælper og gør ved de mennesker, der bliver sat ind. Selvfølgelig skal de straffes for de forbrydelser de begår, men hjælper det?

MP Foreningen Sdr. Jylland kunne glæde sig over, at der var mødt MP kammerater op, som vi ikke ser så ofte til vore arrangementer. Lokalforeningen havde denne gang inviteret i form af mail og brevkort. Så fremover vil vi benytte denne form for invitationer. 

Referent Peter Jepsen - KP 62.

Til toppen af siden

Skydning februar 2010

Så var det tiden igen at mødes til den årlige skydning i Haderslev. Det var dejligt at opleve, at rigtig mange havde fundet vej til Haderslev selv her i vinterens kulde. Vejene var dog fri for sne og tørre, så det var ikke det, der var hindring for at deltage.

Vi havde som sædvanligt en rigtig hyggelig aften i konkurrencens tegn. Der var denne gang rigtig mange hold i alle aldersgrupper. De unge, lidt ældre og så dem der havde passeret den kritiske alder af 55 år, hvor det var tilladt at bruge albuestøtte. Det var vi nogle der var glade for, for ellers var det ikke sikkert, at der kom ret mange skud ind i det sorte felt. Det kunne jo ske at, man kom til at stå og svaje lidt med geværet. Det kunne nemt ske, selv om vi først fik en øl serveret efter kaffen og skydningen.

Efter de forskellige præstationer på banerne, hvor der lød forskellige beklagelser, suk eller tilfredse lyde, var det tiden at få kaffen og ostemadderne. Det er en nydelse hver gang, vi føler virkelig at vi har fortjent denne belønning, for medelst 50 kr. pr. person, oven på anstrengelserne.

Det er så Peter Terp Krafts lod at tælle point. I år kunne vi ikke få mistanke om, at han favoriserede nogle frem for andre, for der er anskaffet en maskine, der registrerer hvor skuddene har ramt skiven. Det betyder at man ikke lige kan sidde og sige, arh det her er nok en tier. Nej maskinen fortæller helt tydeligt, at det kun var en nier du skød. 

Efter denne optælling, var det tid til præmieuddeling. Den stod formanden Karl Petersen for. Det gør han forresten rigtig godt, der er absolut ingen der føler sig snydt. Der var præmier til alle.


Efter et par timers hyggelig samvær, takkede Karl Petersen for fremmødet og glædede sig over, at der var så mange der var mødt op.

Ref. Peter Jepsen - KP 62 

Til toppen af siden