Denne side er sidst
opdateret
Denne side er sidst
opdateret
Under en sommermanøvre på Luneburger Heide fik
jeg af Kaptajn Poulsen ordre til at foretage
ruteafmærkning til en fremrykning med den
sidebemærkning, at jeg ikke behøvede at
tænke på vejen, idet jeg blot skulle følge
efter Quens Bays, det britiske tankregiment, der først
skulle rykke frem og sikre den øvrige styrke.
Jeg havde læsset min trailer med skiltemateriel og hvad
vi ellers skulle bruge og medtog to motorcykel-MP,ere som
hjælpere samt yderligere en MP'er i vognen.
Kørselen skulle være mørkelagt, men det
var vi vant til fra tidligere manøvrer. Vi
kørte gennem terrainet og ad skovveje mod det punkt,
hvor jeg vidste, at kampvognene skulle starte fra. Jeg havde
derfor på intet tidspunkt spekuleret på at det,
der skete, kunne ske.
Kort før
overraskelsen kom, havde en af motorcykel MP-erne været
oppe på siden af jeep'en for at spørge mig
om noget, og så skete det: - en Centurion kom
brølende lige imod mig - det havde jeg under ingen
omstændigheder forventet - jeg skulle jo følge
bag efter dem.
Der var selvfølgelig ikke plads for mig til at undvige og jeg kan ikke tænke mig, at kampvognsføreren havde set mig. En uhyggelig bragende lyd samt lyden af flænset metal hørte jeg, mens min jeep blev væltet om på siden efter at have været løftet op fra jorden.
Min første tanke var den MP'er, jeg netop havde talt med, men han havde observeret faren og var trukket bagud igen. - Kampvognen brølede videre ud i mørket som om intet var hændt. Selv havde jeg fået et kraftigt slag på den ene skulder og i ansigtet fra rattet, men ellers var der intet sket, heller ikke med den MP'er, der sad ved siden af mig.
Jeg fik sendt den ene MC-MP,er tilbage til vores hovedkvarter
og få sendt erstatning ud, så vi 
kunde få fuldført
vores opgave. Den anden MP-er blev efterladt ved jeep'en,
mens jeg selv gik tilbage, eller blev kørt bag
på den anden MC-MP'er, det husker jeg ikke mere -
vi var ikke langt hjemmefra. Jeg meldte mig til chefen, og da
han havde set, at jeg var lidt slingrende, blev der sendt bud
efter en ambulance og jeg blev transporteret til det britiske
hospital i Hamburg, en tur jeg ikke har glemt endnu.
Fastspændt på en hård briks i en
militær ambulance, der forsøger at køre
spøg - og slet ikke, hvis man fejler noget. Mit ophold
på hospitalet viste, at jeg havde et "brud" -
en revne i højre overarmsknogle og et brækket
næseben, men det var ikke slemt. Jeg blev nogle dage
der og blev senere hentet hjem til Itzehoe af Ljt.
Ankerkilde, der var kriminalchef. Men jeg havde lært
på hospitalet, at når en sygeplejerske kom ind
på stuen, var det med at få "samlet
slæverne" og stå ret, hvis man var
oppegående, det vidste jeg selvfølgelig ikke med
det samme, og første gang vi fik besøg af en
sygeplejerske på stuen, sendte denne mig et
"venligt ulveblik" og sagde med en stemme, der ikke
kunne misforstås: "On your feet -
staffseargent!" - Og det gjorde jeg så. Hun havde
et rødt filtskulderslag med 2 stjerner på
skulderen og var altså britisk premierløjtnant,
hvilket var svært at se, når man lå ned.
Inden jeg forlod uheldsstedet, havde jeg heldigvis
åndsnærværelse nok til at få optaget
billeder, der med al tydelighed viser, at selv om en Jeep er
et robust køretøj, kan den altså ikke
klare en 35 tons Centuriontank.
Der havde været anmeldelser om nogle smårapserier
fra tyske statsborgere. Det var navnlig fra piger, der havde
tilbragt en del af de mørke vinteraftener sammen med
danske soldater. Det kunne godt falde lidt svært at
modtage anmeldelse fra en tysk pige om at en dansk soldat
havde frarøvet hende penge, smykker eller lignende.
For det første var det meget sjældent, at
pigerne i det hele taget var i besiddelse af sådanne
effekter, og for det andet havde vi ofte været ude for,
at der var jalousi med i spillet.
Nå! - men soldaten var angivet med både nr. og
navn, så der var ikke andet for, end at få ham
hentet til afhøring. Der blev tillige rettet
henvendelse til hans kompagni, idet vi ville foretage en
ransagning. Soldaten blev afhentet og to MP-ere blev sendt
til kompagniet for at foretage ransagning. Der fremkom intet
under afhøringen. Han nægtede sig skyldig. Men
kort efter kom de to MP-ere tilbage medbrindende et ur, der
viste sig at være det af pigen anmeldte som
stjålet. Slaget var tabt og tilståelsen faldt
straks efter. Soldaten vidste godt selv, hvad dette ville
betyde: Spjældtur og dermed ingen orlov til Danmark,
hvilket jeg meddelte ham, at der var udsigt til.
Da vi skulle transportere ham tilbage til kasernen, sagde
han:" Det er da også ligemeget, hr.. Oversergent,
jeg skal da nok finde en anden måde at komme hjem
på !"
Han blev ført til kompagniet og afleveret til
vagthavende. Senere på aftenen modtog vi anmeldelse om,
at en soldat havde begået selvmord. Det var den
selvsamme soldat, der nu havde fundet ud af, hvordan man kom
hjem, - han havde skudt sig med sit gevær. Jeg
kørte ham selv hjem til retsmedicinsk institut.
Det var selvfølgelig MP,s opgave at sørge for,
at al færdsel foregik sikkert, hvilket bl.a.
betød eskortering af forskellige standspersoner som
f.eks inspicerende generaler fra såvel dansk, engelsk
som amerikansk side.
En af de første for mit eget vedkommende var
eskortering af General Gørtz, der selvfølgelig
eskorteredes med al den omhyggelighed, vi kunne lægge
for dagen.
Vores eskorte af Generalen drejede sig om strækningen
mellem Jever og Oldenborg. Jeg kørte som forrytter for
at sikre fri gennemkørsel. Marchhastigheden var
fastsat til 80 km/t. Som forrytter kunne jeg færdes
frit helt op til ca, et par kilometer foran kortegen. Der var
på strækningen, som så mange andre steder i
området brolagt med skiffersten, de såkaldte
"Black Coppels", som når det småregnede
eller var var fugtigt af andre grunde - f.eks. dugfald - var
glatte som sæbe.
Netop som jeg var ved at gennemkøre et sving i
landsbyen Rahstede opdagede jeg en foran kørende
hestevogn, der skulle "ryddes af vejen" - ind i
rabatten, så Generalen kunne passere uhindret. Min
hastighed var på det tidspunkt nede på ca. 60km/t
så jeg lukkede forsigtigt op for gassen og befandt mig
pludselig kurende på ryggen med motorcyklen
ovenpå mig og gnisterne flyvende om
ørerne.
Hestevognen drejede heldigvis af til højre og jeg
fortsatte min rutchetur lidt endnu. Jeg nåede at komme
på hjulene igen og kom i gang inden kortegen
nåede mig. Under en smøgpause i Oldenborg
efter at vi havde afleveret Generalen, opdagede jeg, da jeg
afførte mig mine fine gule kravehandsker, at den
venstre var fuld af blod og at mit armbåndsur
flød rundt i suppedasen. Koblingshåndtaget havde
på en eller anden måde under styrtet boret sig
ind under huden og havde sprængt urremmen.
Min styrthjælm, som var af stål, havde på
den ene side et håndflade stort slidhul og den forreste
nummmerplade var skarpslebet som en kniv. Selv om 60km/t ikke
er nogen stor hastighed, har jeg senere tænkt på,
hvordan det var gået, hvis jeg ikke havde været
reglementeret påklædt
til motorcykelkørsel. Jeg kan stadig se arret efter
koblingshåndtaget.
De fleste tyske landsbyer gennemstrømmes af et eller
anden vandløb eller mindre flod, som ofte indgår
i gade- og havebilledet på en særdeles naturlig
måde. Ja, det er ofte svært for fremmede at se,
at der overhovedet er et vandløb. En af generne ved
disse vandløb er tidevandets indflydelse på
vandstanden, således at det ellers så kraftigt
brusende vand ved ebbe er forvandlet til en stinkende
mudderpøl, med alskens "lækkerier" i
form af døde fisk og menneskeligt
nødtørft.
Hver gang et MPKP-hold havde afsluttet deres tjeneste,
afholdtes et afskedsselskab på et af de med
"miljø" inficerede listige steder. Det faldt
måske naturligt for nogen at forlade selskabet og
kammeraterne for at hengive sig til mere personlige
"laster", eksempelvis kvinder, og det var vist det,
der drev et par af MP,erne den pågældende aften.
Da man havde opdaget de to formasteliges forsvinden,
besluttede kammeraterne, at de i hvert fald skulle deltage i
festen, og hvad var vel mere naturligt end at "melde dem
til MP", som straks udsendte en patrulje. I Itzehoe var
det således, at byens lille flod, Die Stör, der
gennemstrømmede byen, dannede grænse mellem den
pæne og den mindre pæne og selvfølgelig
forbudte bydel "Neustadt". Det skal også
nævnes, at et ganske almindeligt undvigelsestrick, der
selvfølgelig også var kendt af MP,erne var, at
man, når man hørte patruljejeepen eller den
karakteristiske lyd af MP-patruljens fodslag, lagde
hånden på det nærmeste stakit og satte over
og landede så fladt som muligt. Der blev man så
til patruljen havde passeret. Og det var da også det
vore to venner gjorde, da de hørte motorlarmen fra den
eftersøgende jeep. I deres lidt omtågede
tilstand havde de dog ikke bemærket, at
"stakittet" var rækværket på
broen over floden, Die Stör.
Det var ebbetid.
Der findes en del mennesker, der - sådan
hedder det vist i dag - "udsender
signaler", der gør, at de bliver behandlet
på en særlig måde af deres omgivelser,
ihver fald af dem, der "læser"
signalerne.
MPKP Jensen var et sådant menneske, og jeg er selv
flere gange blevet opmærksom på det faktum, at
jeg ligesom havde lyst til at dukke ham ved lejlighed . Han
signalerede en slags bedreviden, som han demonstrerede ved at
være en lille smule fræk - kun lige til stregen,
så han undgik alvorligere konsekvenser. Jeg
konstaterede, at også andre havde sådanne lyster,
og det var jo ikke rart for KP Jensen, men han havde kunne
lade være med at sende de "signaler". Der
skulle være parade i en eller anden anledning, jeg
husker ikke hvad. Hele MP-DET stod opstillet og da jeg havde
afleveret styrken til CH/MP, som for øvrigt hed
Kaptajn E.A.Poulsen, blev der inspiceret og derefter
kommanderet "Rør".
Kaptajnen røg på en cigaret mendens vi ventede.
Da han havde røget færdig, kastede han skoddet
ca. 2 meter foran sig. "KP Jensen ! " - Jensen
svarede selvfølgelig:"Javel, Hr.Kaptajn" og
trådte frem ca. 3 meter foran Chefen i smuk
retstilling. "Træd på skoddet,
Korporal!" - "Javel, Hr Kaptajn!"svarede
Jensen og anbragte sin topgejlede støvlesnude på
skoddet, og indtog igen retstilling. "Tak, Korporal
Jensen, Træd ind!" og derefter lavmålt, men
dog så højt, at både KP Jensen og jeg
kunne høre det:"Man skal benytte folk efter deres
evner!".
Det skal nu tilføjes for de, der ikke kendte Kaptajn
Poulsen, at han ellers var en yderst korrekt og retlinet
officer, fra hvem en sådan handling forekom som et
mindre chock for mig. Men der var jo det med
"signalerne" .
Under en større manøvre på Lüneburger
Heide kom der ordre til MP-hovedkvarteret om at chefen for
Rhinarmeen - General Dwight D.Eisenhower - ville inspicere
DDK og DNK samt andre styrker, der deltog. Generalen
ønskede en Jeep med chauffør og to
maskinpistolbevæbnede MP-vagter stillet til
rådighed. Da jeg efterhånden havde varetaget en
del eskorteopgaver, fik jeg ordre til at melde mig hos
Generalen med det omtalte udstyr på et nærmere
angivet koordinat.. Her var Generalens egen stabsvogn og
forskellige officerer fra hans stab samt en civil body-guard
samlet. Stor var min overraskelse, da Generalen satte sig
på det tomme sæde ved min side og
sagde:"Drive on - ". De to
maskinpistolbevæbnede MP-vagter sad bag i jeep,en.
Generalen fortalte hele tiden, hvor han ville hen, så
det var en meget simpel opgave. Han kendte terrainet som sin
egen bukselomme. Det var dog en endnu større
overraskelse, da Generalen skulle inspicere de norske styrker
noget senere, at han incisterede på at fortsætte
i min jeep og med mig som chauffør. Den norske MP-jeep
måtte pænt køre bagefter.
Hvad der fik General Eisenhower til at tage denne bestemmelse
har jeg tit spekuleret over. Der var ingen tvivl om, at min
jeep, som var en Willys-jeep, var langt flottere en
nordmændenes gamle Ford-jeep, men det kan også
skyldes den omstændighed, at en dansk oversergents
distinktioner var to "sølv-" eller
"guld-bjælker" på skulderstropperne og
tog sig lidt bedre ud en en norsk korporals vinkler.
Bjælkerne på skulderen var meget lig de
amerikanske premierløjtnantsdistinktioner. Men jeg
syntes helt bestemt, at Eisenhower valgte rigtigt.
Da der blev indført hundevagttjeneste ved Kommandoet, fandt man det naturligt at det kom til at fungere under NK/MP. Jeg var selvfølgelig i den anledning ansvarlig for både hundenes træning og for den udførte vagttjeneste. Der var ikke mange, der ofrede tid til at interessere sig for denne tjeneste i øvrigt, men der var en, som var meget intereesseret og som tit aflagde besøg ved kennelen, Hans Kongelige Højhed Prins Gorm med rang af Kaptajn. Vi havde derfor mange samtaler om både hundene og også om mange andre ting. Prins Gorm havde, som så mange andre ved Kommandoet fået anskaffet sig en bil, (brugte biler kunne fås for en slik) så vidt jeg husker en Audi, der som alle andre var indregistreret under BZ (British Zone)- nr. Kommandoets daværende chef, Oberst Bjerregaard, var ikke tilhænger af disse køretøjer og da slet ikke på kaserneområderne og udstedte forbud mod parkering og garagering på disse for BZ-køretøjer. Det kom Prins Gorm og jeg selvfølgelig til at tale om, da vi begge var indvolveret. Han var sur over det og navnlig fordi han havde sin bolig på kasernen og som chef for Transportkompagniet benyttede en af kompagniets garager. Jeg spurgte ham, hvad han ville gøre ved det og han fortalte mig, at han ville ringe hjem til Hofmarshalatet og få tilsendt et par Kroneplader" og som han sagde: Oberst Bjerregaard vil vist ikke forvise en bil med kroneplader til at stå på offentlig gade. Det tror jeg han havde ret i.
Det er såmænd "bare" en britisk
militærtitel: Regimental Seargent Major. Under mine
mange besøg på britiske kaserner og ikke mindst
ved WDTW (War Dogs Training Wing) i Sennelager i Sydtyskland,
hvor jeg hvert halve år var til omskiftning af
førere og optræning af disse.
Om aftenen var man jo altid i WO & Seargents Mess (Messe
for Officiant- og sergentgruppen), hvor der blev skyllet
øl ned i stride strømme, og hvor stemningen
altid var på kogepunktet, så man næppe
kunne høre, hvad man selv sagde. Når kl. var
2300 gik døren op og en stout, særdeles myndig
person meddelte efter at have stødt sin stok i gulvet
at "The mess is closed!!" Det var den så -
ingen diskussion - alle fattede deres huer m.v. rettede
på påklædningen og forlod messen uden
kommentarer.
Alle uden undtagelser gik "straight", selv om de
hele aftenen havde ravet rundt inde i messen. Træffes
en britisk officer eller befalingsmand udenfor messen i
synlig beruset tilstand, kan vedkommende let risikere ved
morgenparaden at blive "udnævnt " til menig
soldat med hvad dertil hører. Dette foregår som
regel under morgenparaden, idet den formastelige kaldes frem
foran geleddet og får sine distinktioner fjernet
på en yderst kontant måde. Da jeg havde oplevet
nøjagtig det samme i officersmessen, spurgte jeg, hvad
det var for en gut, der sådan kunne jage folk ud. Jeg
fik at vide at det var "THE RSM."
Jeg var mere nysgerrig og spurgte, hvor sådan en karl
befandt sig i hierakiet. En stabssergent fortalte mig, at man
bedst kunne forstå det, hvis man fik at vide, at hvis
et Regiment skulle flyttes og indkvarteres på en anden
kaserne ville man først indkvartere Obersten,
dernæst RSM og så oberstløjtnanter,
majorer , o.s.v. Der var faktisk ikke mere at spørge
om - vel?
Jeg var i 1952 tjenestgørende ved Det Danske Kommando
i Tyskland. En dag traf jeg en oversergent, som jeg kendte
fra en anden sammenhæng på kasernen i Itzehoe.
Men den dag så han anderledes ud. Han havde ned over
panden to lange parallelt løbende tydelige
kvæstelser.
Om disse forklarede han, at han en aften nogle dage forinden
havde været til dans på restaurant Laage i
Breitesrasse. Det var ikke danske soldater tilladt at
være på tyske restauranter længere end til
kl. 0100 - og da klokken var blevet mere end det, og
der pludselig stod en MP-patrulje i
døren til danselokalet, hvor oversergenten fortsat
opholdt sig, så var det bare med at komme ud i en
fart.
Ad en lille omvej fik han sig manøvreret uden om
patruljen og ud på gaden. Her fik MP-erne i
patruljevognen øje på ham, så det var bare
med at kome væk i en fart.
Og han vidste af tidligere erfaring, hvad han skulle. Han
løb over Breitestrasse og ind i den overfor liggende
tværvej, hvor han vidste, at der var en gård, han
kunne gemme sig i. Nu var der denne nat blot sket det, at den
store gitterport til gården var lukket - men det
resultat, at oversergenten med fuld fart brasede ind i
porten. Deraf sårene i panden. Men han blev ikke taget
af patruljen.
MP-Korporal Kurt Eli Hansen "Smeden"
fra hold 4 fortæller til DRB i 1989 efter
kraftige opfordringer under et jubilarsstævne om
sine oplevelser på station 2 i Aurich i 1949:
"Indlæg efterlyses til Det Røde
Betræk".
Sådan opfordrede Løvenvig de gamle veteraner, da
vi var samlet til 40 års jubilæum på Hvorup
Kaserne i Aalborg.
Skriv til os om jeres oplevelser, og jeg skal gerne rette og
korrigere indsendt materiale.
Ja, Løvenvig - du er ikke blevet et hak bedre end for
fyrre år siden, da du var stationsleder i Aurich - da
rettede du også i rapporterne, så man var ved at
blive skør efter 3 - 4 gange omskrivninger. -
Nå, naturligvis skal vi ikke her debattere fordums
skærmydsler vedr. rapportskrivninger, enkelte gange
havde du jo nok ret - jeg sagde enkelte gange. Jeg vil
også notere for dig, at ikke alt egner sig til
fremlæggelse, selv fyrre år efter. - Gud bedre
det og tilgive mig, --!
Ja, når dette , som man siger, rent indledningsvis er
kommet på plads, skal jeg gerne medvirke til at gengive
lidt af det fra dengang - så sandfærdigt som nu
en gammel soldat kan gøre det.
Det var i Aurich på station 2 - omkring
årsskiftet 1948 - 49. Vi lå i vor
allersødeste søvn - Leif Byth, -- Marius
-- Gunnar Knudsen og undertegnede.
Hvad de andre drømte om, kan jeg naturligvis
ikke sige - men det skulle ikke undre mig, om det var
det samme som mig - tre gamle grissebasser.
Pludselig lød nogle grimme lyde nede fra aulaen
(Hall,en (EL)) - "TRÆD AN" - "NU OG HER SE
AT KOMME I GANG" og alt det sædvanlige med,
at det ikke kunne gå stærkt nok.
Jeg har aldrig kunnet fordrage høje lyde, råb og
den slags - jeg bliver altid forfjamsket - tænk jer
kære læser, dette her foregik midt om natten og
så vidt jeg husker var vi alle ædru. En ting
husker jeg helt klart - jeg var den sidste - godt nok med
skjorten uden på bukserne, kun en strømpe og
sådan noget, men jeg nåede det altid - kampklar,
rede til hvad som helst.
En ting blev jeg efterhånden klar over. Vi skulle i
krig - jo fandeme - stålhjælm, ekstra patroner
blev udleveret. Vort standartudstyr, pistolen blev
efterset..
Da jeg som noget af det sidste fik udleveret en maskinpistol,
der rigtigt kunne skyde - der var krudt i den - var jeg ikke
i tvivl mere. Jamen herre jøsses - tænkte jeg,
nu må du gerne blive lidt bange.
En flygtningelejr - langt ad helvede til ude på landet,
bad om omgående assistance. Nogle flygtninge havde
smuglet træsprit ind i lejren og havde åbenbart
hældt det i halsen. De var gået
totalt amok og havde frataget vagtpersonalet deres
skydevåben, for derefter at anbringe dem i
vagtbygningens arrester.
En af vagterne havde haft held til at flygte, og det var
formodentlig ham, der havde tilkaldt assistancen.
I patruljevognen (en Ford truck (EL)) befandt der sig,
såvidt jeg husker - vor chaufør Neymann -
stationsleder Løvenvig - sergent Jensen -
Højbjerg og undertegnede.
Vi kørte helvedes stærkt - efter ca. 1/2 times
kørsel så vi 200 meter før lejren en
vagt, der stod midt på vejen og svingede med en gammel
staldlygte. Har forklarede os hurtigt, hvor hovedindgangen
var.
Vi holdt foran hovedindgangen, alt lys i lejren var slukket,
en meget stor dobbelt jernport var lukket og låst.
Det lange lys og en projektør lyste fra
patruljevognen gennem jernlågen ned gennem
lejrgaden.
- Der var en uhyggelig stilhed.
Vi ventede 2 minuter. Da stadig intet rørte sig
blev en taletragt brugt til at gøre opmærksom
på, at det var det danske Militærpoliti og at de
skulle tænde lys og åbne porten.
- Stadig stilhed.
Så kom ordren:"Tag ladegreb - vi rykker 10 meter
tilbage tilbage og kører gennem porten med fuldt
drøn - forhåbentlig sprænges
låsetøjet. Vi sidder af, når vi er kommet
igennem porten. Alle mand skyder i luften og råber og
skriger."
Det gjorde vi så. Vi skød som rasende op i den
mørke himmel, pludselig lød ordren :" Hold
inde"
Vi stirrede ned ad gaden, stor var vores glæde, da vi
så den ene hvide klud efter den anden blive hængt
ud af vinduerne.
Nu var det skide let alt sammen, for galningene kom imod os
med hænderne i vejret. Jeg husker at have haft
æren af at stille dem op ad muren ved vagtbygningen og
få dem til at stå stille. Det var meget nemt, for
hvis der blev for meget uro, trykkede jeg bare af op i
luften.
De blev visiteret, våben og nøgler til cellerne
blev fundet, flove vagter blev lukket ud, lejren blev
gennemgået - operationen var lykkedes.
Dog havde vi glemt vagten, der havde stoppet os med
staldlygten -- han stod på den bagestekofanger, da vi
kørte gennem porten, og havde ikke kunne forstå
vores ordre, så han var faldet af og var kuret på
røven 8-10 meter hvorefter han havde brækket
kravebenet. (sammenstød med jernporten, (EL)). Jeg
håber det er groet rigtigt sammen.
Da vi kørte hjem begyndte de første lysninger
på himlen at melde sig.
Jeg glædede mig til at komme hjem på stationen og
prale - jeg følte det som om jeg havde været med
i hele 2. verdenskrig, og jeg tænkte - det
mindste, de kan gøre er at give mig en medalje. - Det
fik jeg også -- 40 år efter på
Hvorup Kaserne - et Sølvjubilartegn .
Af Leif Nielsen, hold 3 m.fl.
Sommeren 1948. Den danske Brigade i Tyskland. På
MP-station nr. 3 i Oldenburg var klokken omkring midnat, da
det lød gennem villaen i Gartenstrasse, hvor vi
både havde indkvartering og MP-station; Alarm - alle
bortset fra vagthavende gruppe stiller i tjenesteuniform i
gården klar til udrykning.
Det var noget nyt, men det var bare med at komme ud af kanen,
på med uniformen og så ned i gården. Her
stod stationslederen, oversergent L.G. Petersen. Han befalede
vore køretøjer startet, og kort efter
kørte vi i kolonne rask gennem de næsten
mennesketomme gader ud nordpå gennem byen, først
ad hovedgaden, senere ad mindre sideveje indtil vi efter
10-15 min. Kørsel gjorde holdt på en stille
villavej, og her fik vi af oversergenten orientering om vor
opgave.
Vi fik udpeget en lidt tilbagetrukken villa som værende
Oldenburgs bordel - og da det var forbudt for allieret
personel at komme der, skulle vi nu foretage
kontrolbesøg.
Der blev udstillet poster omkring villaen - lidt dramatisk -
og nogle få af os blev udpeget til at følge med
oversergenten ind i villaen. Jeg var en af de udpegede
(måske fordi jeg var tjenestgørende i
kriminalafdelingen, men er det kriminelt at være
på bordel?). Efter at have betjent klokken ved
fordøren blev denne lukket op på klem, og en
lille, sirlig dame på ca. 40 år spurgte om vort
ærinde. Dette forklarede oversergenten, han talte ret
godt tysk, og efter at damen havde beklaget at en sådan
kontrol var nødvendig, blev vi lukket ind. Hun var
åbenbart stedets bordelmutter.
Og jeg blev overrasket. Det viste sig at være en
nydelig indrettet villa med smukke møbler, malerier
på væggene og tæpper på gulvet- alt
rent og smagfuldt indrettet - som var det en velhaverbolig vi
var kommet ind i. Der må være penge i det
fag.
Det må her bemærkes, at der i sommeren 1948
stadig opretholdtes et såkaldt fraterniseringsforbud,
som bl.a. medførte, at det var os forbudt at komme i
tyske huse, endsige på tyske restauranter etc. I
forbindelse med afhøring og evt. ransagning hos
tyskere, som var beskæftiget på kasernen eller
på brigadens centralhospital og mistænkt for
tyveri af dansk ejendom, havde bl.a. jeg set flere tyske
boliger indefra - men ingen så velholdt og nydelig som
denne. Oldenburg var bortset fra bombeskader på
banegården og kasernen stort set kommet gennem krigen
uden skader, men byen var overfyldt med flygtninge og
tvangsforflyttede personer fra østområderne, og
indkvarteringen af disse havde medført boligforhold
som grænsede til det umenneskelige. Mange flygtninge
manglede selv de mest elementære ting; at mange
forsøgte at klare dagen og vejen ved rapseri og
småtyveri (man organisierte) er forståelig.
Her sås noget helt andet. Sammen med oversergent
Petersen gik bordelmutter op på 1. Salen. Jeg skulle
følge med, og vi fik udpeget et værelse, hvor en
af pigerne havde besøg. Der blev banket på,
bordelmutter forklarede vort ærinde - og lidt efter
åbnede bordelmutter døren til værelset.
Sammen gik vi ind, og i sengen lå en mand, en ung
kvinde var stået ud af sengen og fandt fra et par
benklæder et "Ausweiss" hvoraf det fremgik,
at der var tale om en tysk landsperson. Vi kunne herefter
forlade værelset, som var spartansk udstyret, men hvor
alt duftede af renhed og orden.
Hvorledes kontrollen i øvrigt forløb, erindrer
jeg ikke, men der blev ikke antruffet allieret personel i
huset, så vi kunne kort efter returnere til
MP-stationen i Gartenstrasse.
Jeg håber, at det af ovenstående er
fremgået, at jeg fik det allerbedste indtryk at dette
mit første besøg på et bordel. Alligevel
kom jeg der aldrig mere - ej heller på andre
etablissementer med tilsvarende aktivitet.
Og nu er det for sent.